ER DU KLAR?
Vi mangler lige nu køkkenmedarbejdere til at være en del af vores team. Som køkkenmedarbejder på Grillen Burgerbar er din fornemmeste opgave at levere et top produkt på hvert eneste servering som forlader lugen.
Du skal elske at arbejde i et højt tempo, hvor kommunikation, samarbejde og hastighed er nøglen til en succesfuld aften. At arbejde i køkkenet hos Grillen kræver ikke tidligere køkkenerfaring, men derimod at du har viljen til at lære og give det bedste du har hvert eneste dag. Det er køkkenets opgave at levere maden til tiden til vores mange gæster inhouse og Take Away.
Vi sætter en høj standart for hygiejne, hvortil det er vigtigt at du sætter en ære i et rent og sorineret køkken. Du vil lære alle positioner og aspekter af arbejdet i din oplæring, og vil beskæftige dig med alle positionerne som ”Bøffen”, ”Samleren”, ”Pakkeren” og ”Frituren”
Som medarbejder i vores køkken er der mulighed for at prøve kræfter med mange ting. Du skal kunne holde mange burgere i luften – og have godt humør på. Måske er du vores næste lynhurtige pakker, eller den medarbejder, der sætter fritterne lige i skabet hver gang? Uanset hvor du ender med at stå, så kan vi garantere dig, at du vil kunne mærke det gode humør. Det gode humør spiller en stor rolle i alle vores køkkener, og en god stemning har stor betydning.
Vi arbejder i et højt tempo, med et smil på læben og et klap på skulderen til vores kollegaer. Køkkenet er vejen til mætte og tilfredse gæster, og den opgave skal vi løfte som et hold. Der skal leveres et topprodukt hver gang – og det gør vi i samarbejde med hinanden.
Vi forventer, at du kan nikke genkendende til følgende:
- Holde hovedet koldt, også selvom du får for de varme fritter
- Bevare overblikket når der er hvidt af bonner på skinnen
- Støtte op om dine kollegaer, ligesom at de vil støtte op om dig
- Give en hjælpende hånd, hvis du kan se, at der er brug for det
- Har ja-hatten på og møder på job med en positiv indstilling og højt humør
- Ønsker at være en del af et social fællesskab
- Kan arbejde i weekender
Tilgengæld kan vi selv nikke genkendende til følgende:
- 50 % personalerabat på alle Grillens restauranter i Danmark for dig + 4 gæster
- Sjove sociale sammenkomster med dine kollegaer
- En masse fantastiske nye bekendtskaber blandt dine kollegaer, som kan vare ved i rigtig lang tid
- En karriere mulighed, hvor vi kan tilbyde kurser indenfor ledelse, personlig udvikling og salgsteknikker
- Grundig og struktureret onboarding, så du får de bedste forudsætninger for at blomstre
Ansøgningsfrist: Hurtigst muligt.
Vi afholder løbende video samtaler og ansætter lige så snart den rigtige kandidat dukker op, så skynd dig at smide en ansøgning allerede nu - du kan være lige den vi mangler.
Fremtidige kollegaer
Grillen Burgerbar. Ja, det ligger måske lidt i navnet, hvad vi laver. En burgerbar, som flipper burgere. Men Grillen indeholder lidt mere end det. Nemlig rigtig høje ambitioner for vores arbejdsplads. Vi ved det kan lyde nemt at have høje ambitioner for de ansatte, men vores bestræbelser stopper ikke her. Vi går efter at lave verdens bedste arbejdsplads. Og det kan måske lyde af meget, men vi arbejder kompromisløst, når det handler om kultur.
Og ja ja, det er jo nemt nok at bruge fine ord som “kompromisløs”, tænker du måske. Men det gør vi altså bl.a. fordi, at vi har oprigtig interesse i at den enkelte medarbejders udvikling. For mange er det at arbejde i restaurationsbranchen, en periode i ens liv, hvor man ønsker en fuldtidsløn eller supplere SU’en til weekendens forbrug. For lad os bare være ærlige… Det er nok de færreste som bliver pensioneret på Grillen.. Vi tror dog på, at vi kan give mere end blot hård hud på hænderne og dollars på kontoen.. Uanset hvor længe man er hos Grillen, skal man forlade os med et løftet kompetenceniveau og en væld af nye bekendtskaber.
Men nu til det vigtigste. Vores personale. Vi er en familie. Og nej, vi forventer ikke at blive inviteret til vores ansattes fødselsdag. Men du ved, hvad vi mener. Vi er en arbejdsfamilie, og det betyder, at vi passer på hinanden. Og faktisk er det sådan, at vi ikke behøver at sige “frihed under ansvar” og den slags til vores ansatte. For ved du hvad? De gør det helt af sig selv. Det er den kultur, vi har bygget op, og det er vi stolte af.
Vi tror på at årlige fester og ”vi-kan-godt-lige-drikke-en-fyraftensbajer” er med til, at skabe venskaber udenfor arbejdspladsen. Vi afholder team-arrangementer lokalt og nationalt, kører vores Food Truck til festivaler og landskampe, team konkurrencer og samles også hvert år til ”Grillen Awards” til ære for medarbejderne.
Nu sidder du måske tilbage med en følelse af, at det lyder for godt til at være sandt? Og at det bare sådan noget marketing-pladder, man skriver i et jobopslag? Og det kan vi faktisk godt forstå. For det er rigtig svært at beskrive Grillen i sådan en tekst her. Grillen skal opleves i virkeligheden. Og så er det jo heldigt, at vi ligger 8 steder i hele landet og vi arbejder på at åbne mange flere steder – og netop derfor, mangler vi passionerede medarbejdere, som er klar til nye eventyr!